Viser opslag med etiketten Dobbeltstrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dobbeltstrik. Vis alle opslag

lørdag den 12. marts 2011

Supersjal

Her er mit nyeste legeprojekt. Jeg blev jo fuldstændig bidt af dobbeltstrik. Jeg synes simpelt hen at det er så sjovt. Så nu har jeg kastet mig ud i et stort projekt, som jeg virkelig må tage mig sammen for at lægge fra mig igen. Jeg er ved at lave et kæmpestort, tykt, lækkert, varmt, blødt hygge-putte sjal til bilture, forfrossen vinter og sommernætter, hvor man sidder alt for længe ude. Jeg ville lave et sjal med blomster på, og jeg ville rigtig gerne have to farver blomster, men man kunne jo ikke have det stribet på den ene side, vel... Så var det at Camilla spurgte, hvorfor det nu lige var, at jeg ikke kunne det. Og det havde hun jo så inderligt ret i. Jeg synes i hvert fald, at resultatet er lige præcis som jeg gerne ville have det. Det er ikke ligefrem fjernsynsstrik, for jeg har lige skullet øve mig i at overskue, hvor jeg er i mønsteret, når der er dobbelt så mange masker i forskellige farver, men det går allerede meget nemmere nu.
Der kom en kunde ind i butikken en dag. Hun så mit projekt og spurgte om man ikke bare kan strikke to sjaler og sy dem sammen. Svaret er jo, at selvfølgelig kan man det ( selv om det måske ville blive en smule poseagtigt), men jeg synes jo, at man skal lave det sådan her FORDI MAN KAN. Resultaterne ville måske ligne hinanden, men man skal gøre nogen ting her i livet, som måske er mere besværlige, men som er sjove. Lige lidt lommefilosofi :-)

Til sidst lidt fakta. Jeg strikker sjalet i Drops alpaca i tre farver, og så fås det jo ikke bedre. Selve sjalet er bare start med tre masker og tag ud i begge sider på hver anden pind. Jeg har valgt at lave tre dobbelte masker i hver side, for så har jeg et sted at tage ud, og i øvrigt viste det sig at give en ret fin afslutning i siderne, synes jeg. Win-win situation.

Rigtig god weekend.


søndag den 23. januar 2011

Jeg har lært dobbeltstrik!!!

I søndags havde jeg jo workshop med Annette Danielsen, og det var jo som sædvanlig bare fantastisk. Tænk at så mange damer kan være så stille...

Lige siden jeg så dobbeltstrik første gang, har jeg vidst at det SKULLE jeg bare lære. Men sådan er det jo med så meget. Så var det jeg så AD's tørklæder med blomster og blade, og så var jeg helt solgt. De er bare så fine. Og nu kan jeg. Det er jo egentlig ikke så svært, man skal bare lige være med på systemet. Jeg synes, det er så fint, at det må være enhver strikkers ret at lære, så jeg har bestemt at holde en workshop i butikken.

Og da min stakkels pige er syg og sov hele dagen i går, og resten af familien var til fødselsdag, var jeg jo næsten nødt til at lave et eksempel, som skulle bruges til workshoppen. Så der var dømt fri leg. Det blev til denne lap, som måske ikke udmærker sig ved sin skønhed, men var supersjov at lave.
Og nu er jeg bare endnu mere hooked. Er spændt på, hvor længe jeg kan holde mig inden tørklædet kommer på pindene. Jeg tror, jeg starter med det med bladene. Eller blomsterne ;-)