Viser opslag med etiketten Krukker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krukker. Vis alle opslag

onsdag den 30. maj 2012

Imorgen går det løs

... måske allerede i aften kan vi komme igang i butikken. Og så hører I nok ikke meget fra mig i en uge eller to.. Så lige en buket til alle jer bag skærmen :


Og et kig på mit " vand i haven "

Her vil jeg befinde mig næsten døgnet rundt i de nærmeste dage!


fredag den 23. marts 2012

Helt og aldeles pragtfuldt

Stæren er også vældig fornøjet over det skønne vejr. Den var så flink at posere lidt for mit kamera.

Vi har stærekasser sat op overalt, for stæren er virkelig god til at snuppe larver og biller i græsplænen. Vi døjer meget med gåsebillelarver her på vores sandjord, så vi må ty til biologisk bekæmpelse. Jeg har ikke lige tal på hvor mange redekasser vi har, nok omkring 10-15 stykker, men det er ihvetfald ikke nok, for stærene bygger også alle mulige andre steder, og under vores tag!


Krukket forår

Efterårssåningen af Delphinium Pacific Giants var en succes, og de er netop pottet op.

Kugleprimula på spring!

Og lidt mere krukkeri, en skøn-herlig flæset stedmoder i blå/gule farver, den var da bare nuttet, og tiggede mig om at komme med hjem!

lørdag den 3. marts 2012

Helt ned på maven

For at få de bedste billeder af vintergækker og krokus:


Det myldrer frem med krokus nu. Jeg elsker denne tid !!

Og jeg måtte overgive mig og købe et par hornvioler... Ja ja, jeg ved godt de lover frost og truer med vinter, men jeg vil altså have forår! Nu ! Og lidt frost kan de godt klare..


torsdag den 1. december 2011

Nu må man godt!!

Og så endda helt uden kritik fra enkelte jule-for-tidligt-forsagere ;-)

Jeg indrømmer med det samme, at billedet ikke er fra idag. Det er taget for nogle uger siden, hvor ånden og vejret var som jeg ville ha´det !!!!

Baggrunden er en del af min øjebæ-staldbygning - men brugt på denne måde er den gamle, rådne stalddør faktisk rigtig charmerende. Hr. Tulle har truet med at brænde den på et stor bål - oh gys - men jeg har selvfølgelig nedlagt forbud !!!


Fra idag bliver der julet igennem i "Tulle-Bo" . 

God julemåned til jer alle !!! 

søndag den 16. oktober 2011

Krukket efterår

Igår gik vi en dejlig lang tur i skoven, og jeg fik samlet lidt mos og grene. Jeg er helt vild med kaprifoliegrene, de kan nemt snos sammen til en krans eller andet sjovt. De fik lov til at komme med i denne krukke:
Når der gælder sommerblomster, synes jeg kun der skal være en slags i hver krukke. Men om vinteren har jeg altså knap så mange krukker fremme, og så kan det godt gå med sammenplantninger, som her foran hoveddøren. Kaprifoliegrenene gør det bare lige en anelse mere kreativt end en almindelig tilplantning...


Vi har ca. 600m til nærmeste skov - det er fantastisk dejligt. Og bunden derinde er dækket af denne ( Lamium? ) som jeg overvejer at indføre ( tyvstjæle! ) i min have.

Et andet projekt igår gik på at rydde en skovsti bag vores hæk, ind mod hestefolden. Læhegnet er vokset ret højt op og der er derfor opstået en sti, som vi nu har ryddet. Her skal være digitalis, akelejer og løgplanter ad libitum... en hyggelig og hemmelig haveoplevelse for de nysgerrige! Den vender vi tilbage til...




fredag den 1. juli 2011

Røverkøb!

Som nævnt var jeg lige til ophørsudsalg igår... og det endte jo med, at jeg måtte køre en tur mere!

Ejeren af plantecentret - min tidligere chef - spurgte, om jeg ikke lige kunne bruge et par buksbom i haven? De stod til 175kr/stk, og selvom der var 50% syntes jeg ikke lige, de skulle med hjem. Men så sagde hun 50kr pr stk hvis jeg tog dem alle.... jeg gumlede lidt på den, talte 7 stk..hm... Så 200kr da! sagde hun - og så kunne jeg jo kun sige ja tak! Det var vist et røverkøb.

Nogle af indkøbene er kommet i jord, resten skal lige om lidt.


Jeg vil kaste mig frådende over planterne, når altså den kedelige opgave med at handle kød og pålæg til måneden er overstået..gaaaab - vil hellere lege med planter!

God weekend til jer alle derude - jeg skal på Tour-de-Blog på søndag, og glæder mig meget!

mandag den 30. maj 2011

Jeg er krukket idag..

Og er slet ikke bleg for at indrømme det!

Men først en stor tak for alle jeres søde kommentarer på mit buket-indlæg. Jeg skal nok lave nogle flere ;-)

Jeg var en tur til det lokale gartneri idag og fik lige mast nogle planter ind i min lille bitte bil:

Godt, det ikke er den bil, vi kører til Kolding i på søndag! 2 ampler og 4 potter, og den var proppet... måtte køre en tur mere efter jord!

Nå, men amplerne var bestemt til udplantning i krukker. Vi fældede et kæmpe lindetræ for nogle år siden, og stubben står tilbage med en klematis plantet i. 2 ringe af træet er blevet gemt og skal udhules yderligere så vi kan plante i dem.

Men indtil da kan man jo bruge dem som piedestaler.

Det er foran vores garagebygning, ved indkørslen. Der manglede lidt farve. Området står lidt på stand-by, for det er her, jeg gerne vil åbne min gårdbutik. I mit hovede er jeg mere end klar til at åbne, men der er jo lige det med finansieringen.... kræver såmænd ikke så meget, men alligevel nok til at jeg ikke bare lige kan gøre det. Ved ikke helt hvordan jeg skal knække den nød, når nu bankerne ikke vil lege med.




fredag den 25. marts 2011

Jeg har flettet mig en kurv...

For noget tid siden var jeg på pile-rov i de omkringliggende hegn. Jeg synes pileflet lyder spændende og er fascineret af, hvad man kan lave. Og så har jeg en kreativ skabertrang, der i den grad er understimuleret af at gå på barsel!!!
Så jeg flettede denne kurv igår:


Jeg vil ikke prale med udseendet - men jeg har nu altså heller aldrig lært hvordan man gør. Jeg prøvede mig bare lidt frem. Kurven er ihvertfald holdbar, og den er da praktisk til en saks og andre haveredskaber, når man skal i haven?



Og så lige et "skud" fra en forårskrukke.

Bloggen har nået 52 læsere - det er da stort ;-) Jeg glæder mig over hver og en af jer, der synes, at det er hyggeligt at kigge med her! Tak for jer - og god weekend!

torsdag den 17. marts 2011

Drivhus-effekten i praksis

Men først bliver jeg lidt krukket...

Som så mange andre har jeg en svaghed for de mørke blomster. Stedmoder i alskens kulører er ikke lige mig, men de små viola cornuta ´er er et must, og de holder så dejligt længe - man er ligefrem nød til at sende dem videre ud i haven, når man skal bruge sine krukker til sommerblomster senere! Ude i haven selvsår de sig, og det er helt fint med mig. De kan også godt selvså i gårdspladsen, og der aftager min begejstring en smule, for vist er de fine, men alt grønt mellem granitten får samme tur med gasbrænderen...

Man skal sætte sine forårskrukker, hvor man kommer tit forbi og kan nyde dem. Denne lille opstilling står ved stalddøren, så jeg kan se på den mindst to gange dagligt. Under stedmoderen er lagt vibeæg, der har lidt en kummerlig tilværelse i en spand hele vinteren, men alligevel havde friske spirer. I haven med de fleste, og så et par stykker i krukken - jeg håber de kommer.

Så kommer vi til drivhus-delen. En tur på blog-rundfart vidner om spirende aktivitet i drivhusene, og så vil jeg da blande mig også. Heroppe på en betonplads ( nok gammel møddingsplads) har vi bygget vores drivhus-skur. Udsigten er fin heroppe, ud over haven og videre, terrænet skråner let og vi har en skøn udsigt over landskabet. Størstedelen af haven ses her på billedet, og det hele er ret nyanlagt.
 Har vilde planer om at græsplænen helt blver afskaffet en dag i denne del af haven, men Rom blev ikke drukket - nå ja bygget - på en dag.

Her ser vi så drivhus-effekten: En hel kasse fuld af lupinfrø er begyndt at spire! Frøene er tyv-stjålet på Ærø i vores sommerferie, men jeg er sikker på det var ok... Har dog også indkøbt regnbue-lupiner, og nu kan jeg jo se, at de andre spirer, så jeg skal igang med at så det, der skal i drivhuset. Forspiringen indendørs ER igang - inden for de næste par uger sår jeg så det, der kan tåle/skal have kulde i drivhuset. Sikke muligheder med sådan et sted!!! 

I efteråret tog vi også en masse lavendel-stiklinger... de kommer også fint herinde.

Opbevaring af diverse krukker. Her er lidt trangt... men det ser ud til at gå fint.

Og her er det så - min "børnehave" og legeplads. Her er overdækket arbejdsbord, lidt lavere bord til at plante store krukker til på, 3 vandingsborde med filt til alle de stiklinger, jeg finder på at lave. Og der var engang en regnvandstønde.. indtil frosten kom... må have fat på en ny.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...