Viser opslag med etiketten gds. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gds. Vis alle opslag

søndag den 5. april 2015

Angry birds påskeæg - hvis du er træt af nuttede æg

Faldt lige over disse. Hvis man skulle blive træt af de nutede og yndige påskeæg, så er det her måske vejen frem?
Jeg er ret sikker på, der er en del der vil blive imponerede over at få serveret sådan nogle.
Man kunne jo også medbringe dem til en påskefrokost!

Angry birds æg til folket
Du kan male dine æg med almindelig vandfarve og en sort tuch!

PS. De ku også være lidt fede i madpakken, ikk?

tirsdag den 24. februar 2015

Kreative møbler

Vil lige dele en skøn ide til en fin kreativ skammel.
Hold da op det er længe siden, jeg har været aktiv på bloggen.
Siden mit sidste indlæg i december har jeg lavet endnu en lille taske og et par bukser til min datter.

-Og ikke fået fotograferet noget af det.
(Det kommer til den der venter tålmodig håber jeg!)

Men i dag vil jeg dele en anden kreativ ide med jer.
En af den slags jeg elsker, ind i mellem planlægger og ikke så tit får gennemført...

 

Ide til GDS projekt med IKEA træ-skammel



Dem her:

Min plan vil typisk lyde:
1. Smut i IKEA og køb en af deres træskamler der minder om denne

2. Køb maling og/eller lak

3. Næste punkt på planen er slib og mal efter inspiration - planen bliver bare tit spist af manglende tid.

Så lige nu overvejer jeg faktisk, bare at betale mig fra det.
For helt ærlig - det koster kun kr 299,-

 Du kan købe skamlerne lige her


Hvis du vil have en med børnemotiv og dit barns navn!! Skal du hoste op med lidt mere, men de er SÅ FINE!!!

Se alle børne taburetterne her!


Hvis du laver en selv - er du selvfølgelig MEGA sej. Jeg glæder mig til at se den! Du kan finde flere super fine udgaver i mere voksen stil til at lade dig inspirere af lige her!
 

 
 
 
Indlægget indeholder affiliatelinks.

torsdag den 18. december 2014

Dagens juleprojekt. En julelampe

På trods af, at jeg egentlig er arbejdsløs i denne måned, har jeg haft ganske travlt. Og ikke nået en dyt mere julerier end jeg plejer.

Men nu er der ved at falde ro på, Og denne ide, er udnævnt til dagens projekt!
Er den ikke skøn? En dejlig GDS julelampe!
Der findes et link, med lidt flere instruktioner i bunden af dette indlæg.



Ideen er herfra: http://diyandcrafts.com/pin/2139/

fredag den 27. december 2013

DIY kaffescrub

Nogle gaver kan bare ikke vises frem på bloggen inden jul, med andre har jeg taget chancen.
Det her var en del gaven til min veninde, som kigger med. Jeg har før lavet en salt, olie, citronsskal bodyscrub til hende, som hun  blev rigtig glad for. I år blev det så til en kaffeskrub. Du kan også lave den til dig selv, hvis du trænger - den kan bruges både i ansigtet og på kroppen. Eller brug den til værtindegave.

Sådan gør du:
1 dl god olie (fx jomfru oliven)
½ dl kaffe (ubrugt)
3 spsk sukker
1 spsk cacao
Evt vanilie

Blandes og hældes på rent glas.
Huden skrubbes når du står i brusekabinen, så du kan skylle efter.

***************
Hvis du bruger den som værtindegave, så kan du jo altid købe en flaske vin til herren i huset (han deler den sikkert med konen, ligesom han får fornøjelsen af hendes lækre hud) :-)

søndag den 8. december 2013

Lucia tid

Så er der ikke længe til Lucia dag. Har du en lille engel der skal gå Lucia?
Husk du kan super nemt og MEGET hurtigt sy en fin Luciakjole. Du skal bare bruge et brugt lagen, elastikbånd og Onion 20022 mønsteret (fås på nettet eller i de fleste stofbutikker)
Herover ser du Silje 5 år. Jeg skrev om kjolen her: http://brombleberries.blogspot.dk/2011/12/luciakjole.html

Hvis du skal gi den helt gas, kan man også sy en Luciakjole til Build a bear. Hendes verden har et gratis mønster lige her:
http://www.hendesverden.dk/handarbejde/syning/Build-a-bear-Luciakjole/



Hvis du ikke har tid til at sy, har jeg luret, at man faktisk kan købe dem for omkring 100 kr på nettet. Fx hos cdon.dk. Set her:
http://cdon.dk/leget%C3%B8j/max-collection-lucia-kjole-str-86-170-cm-p25290506

I år, er da af en eller anden årsag min 11 årige søn der skal gå Lucia. Det er noget med hvid T-shirt, sorte bukser og sorte strømper. Det er da til at overskue :-)

x x x x x x x x x x x x Glædelig 2. advent x x x x x x x x x x x x x x x x x x x x x x x x

Udfyld danske spørgeskemaer og bliv betalt for hvert skema du udfylder

tirsdag den 26. november 2013

Dagens GDS. Et tube tørklæde

 
Dagens forslag til en GDS gave er et TUBE tørklæde. Mit er lavet af bunden af en Jersey kjole som jeg var vild med, men som bare sad virkelig dårligt (nok fordi jeg er lidt bred forneden). Så den blev slagtet. Du kan selvfølgelig bare bruge et stykke frisk Jersey med eller uden mønster alt efter dine præferencer.
 
Du kan faktisk også lave den i fast stof. Og du kan lade den gå to gange om halsen, hvis du vil have mere fylde eller lege med flere mønstre.
 
Et eksempel på et med flere faste mønstrede stoffer og 2 gange rundt, finder du her:
Super fint ikke?
 
Hvordan: Målebåndet køres rundt om halsen 1 eller 2 gange efter hvad du ønsker dig. Så har du længden. Bredden afhænger lidt af stoffet synes jeg, men bare tænk i lidt mere enddobbelt bredde, af hvad du ønsker den færdige model.
 
Sy røret sammen på den lange led ret mod ret. Sy enderne næsten sammen men efterlad et hul til at vende ud igennem. Vend - sy sammen med fine sting.
DING - så er du færdig. Videre til næste gave!
....Eller hvis det er fast stof, så måske lige en tur med strygejernet, men så må du også videre.
 
PS. Hvis du har børn der gerne vil lave gaver ved symaskinen, kunne tørklædet her også være en mulighed!
 
Yeps, det er mig der har stillet op som model i dagens anledning!

tirsdag den 19. november 2013

Monsterpung. Endnu en GDS gave



Dagens GDS gave er en Monster-mønt-pung, syet med inspiration fra nogle jeg har set på etsy.
Ungerne er helt vilde med dem. Jeg synes de er gode til  fx kalendergaver, skole-jule-gaven (i ved, ungerne skal have en pakke med i skole til pakkelegen), børn man kun er på lille gave med eller måske til nogen der skal have en penge gave. Den er nem og hyggelig at sy.

HVORDAN:
Det fungere det ganske fint med rester, så fat reste bunken og find stof i fine farver. Du skal bruge 2 eller 3 firkanter af ca. 12x12 cm. Du kan nøjes med 2, men hvis det skal se pænt ud, når du åbner monsterets mund, kan du overveje, også at vælge en til indersiden og lave 2 lag på den ubrudte side.
Du skal også bruge en lynlås i kontrast farve, noget bølgebånd og lidt hvidt stof.

Jeg synes det er nemmest at starte med lynlåsen. Forsidestoffet klippes over ca. 3 cm fra bunden og lynlåsen monteres.

Så er der øjnene. Jeg klippede cirkler i hvidt stof, med en diameter på ca 2½ cm. Du kan vælge at klippe mindre stumper, til den sorte del af øjet. Jeg har blot tegnet det op med en sprit-tusch, da pungen jo ikke er noget der sådan skal en masse i vaskemaskinen. Det giver den bedste effekt, hvis du efterlader lidt hvid i hvert øje, som du kan se på billedet.
Beslut hvordan de skal placeret for bedste ”tosset monster”-effekt. Fat din limstift og lim de hvide stumper på, inden du syr dem fast. (Det er meget nemmere end at forsøge sig med knappenåle!)

Så er der håret. Klip de strimler du synes er passende og fordel dem over forsiden –den der skal vende UD. Når du har fordelt dem, sætter du et stykke tape lige under der hvor de skal sys fast. Du kan nu vælge, at sy pungens for- og bagside sammen i samme arbejdsgang, som du syr håret fast, men jeg synes det er nemmere, lige at give håret en stikning og fjerne tapen, inden jeg syer bagsiden fast.

Husk at hvis du vil forlænge munden med kantebånd, som jeg har gjort på billedet, så skal du også lige sætte det i, når du syr pungen sammen i siderne. Når du har syet hele pungen sammen, vendes den blot gennem munden og vupti, du er færdig.
**********************************
Jeg har ingen anelse, om de vejledninger jeg skriver, er forståelige, så hvis du afprøver denne og har spørgsmål, så skriv ENDELIG i kommentarfeltet. Jeg vil også gerne have en kommentar med et link, hvis du får lavet en!
********************************** 
Du kan bruge alt muligt sjovt til at lave hår- kun fantasien sætter grænser. Jeg tænker, at fx det her
blomster bånd eller nogle af de andre bånd her  kunne værre sjove.


Du kan også bruge en lynlås der er lidt for lang, så længe du kan klippe den af eller det kun er så lidt, at den kan bukkes ind i pungen uden det ser grimt ud.
Synes du om ideen her? Så gør som en masse andre kreative mennesker og følg med på bloglovin, så får du besked, hver gang der kommer nyt på bloggen! Tryk her og vælg follow! Så ses vi :-)

Andre forslag:
Du kan se andre tutorials fra Brombleberries ved at KLIKKE HER

fredag den 8. november 2013

GDS minecraft t-shirt med strygestof



Dagens gds julegave-ide er en minecraft t-shirt, til minecraft-glade piger og drenge (og måske et par mænd?)

Du skal bruge

En ensfarvet t-shirt i rette størrelse (helst vasket, så den er krøbet det den skal)

Strygestof i grøn og evt. sort

Motiv.

Hjælp:

Det med t-shirten må du selv klare. Du kan sy den, hvis du evner, købe eller genbruge.

Strygestoffet, kan du fx købe her: http://www.papirogtapet.dk/strygestof  Jeg har brugt grøn og sort til den vinrøde t-shirt, men sparet det sorte, til den mørkeblå t-shirt. Jeg vil sige, at du kun kan lave det nummer hvis t-shirten er en ret mørk farve (fx sort, mørkebrun, mørkegrøn eller mørkeblå)

 Motivet: Jeg brugte google, og fandt ham her: http://www.pickywallpapers.com/ipad/games/minecraft/sad-minecraft-creeper-wallpaper/download/ som jeg har brugt som skabelon. En dejlig minecraft creeper. Motivet kan selvfølgelig være hvad som helst, så vil modtageren hellere have HULK eller en hest, så finder du bare det.


Hvordan:

Motivet overføres til papiret og klippes ud. Jeg brugte en saks til det udvendige og en kniv til huller(øjne/mund). Stumperne fra øjne og mund gemmes og bruges som skabelon på det sorte strygestof.

T-shirt placeres ovenpå et viskestykke, som ligger på et hårdt bord eller lign. Dit strygebrædt er for blødt!

Motivet placeres.

Dækkes med bagepapir.

Stryg/tryk på motivet i 20 sek med et strygejern på middelvarme (2 prikker) uden damp.

Køl ned et minuts tid.

Fjern det øverste hårde lag plast fra motivet.

Gentag processen med de sorte stumper.

Voila – du er færdig og klar til at pakke ind. (Hvis det er en gave, vil jeg foreslå, du sørger for hele t-shirten er strøget. Det er bare pænest og lækrest)

****************
Mine unger havde allerede set, hvad jeg havde gang i, så de kom ikke til at vente til jul, men blev straks afprøvet og godkendt.

Hvis strygestoffet løsner sig lidt efter et par vaske, så læg et viskestykke over og stryg det igen.

Jeg har tidligere lavet t-shirts med strygestof.


En med Lego chima (hvor t-shirten desværre var lidt for stor), her: http://brombleberries.blogspot.dk/2013/04/lego-chima-t-shirt-med-strygestof-diy.html

 
Andre ideer til motiver:

Ø  Bil – tog –lastbil

Ø  Slips eller butterfly

Ø  Dyr

Ø  Bogstaver

Ø  Stjerne – sol –måne

Ø  Lego

Ø  Mad – kage – drink – kaffekop

Ø  Silhuet af modtager

Ø  Superhelt – figuren eller hans logo

 Mangler du T-shirts kan de evt købes her hos cchobby. (Links til T-shirts)

 

 



Indeholder affiliatelink

tirsdag den 5. november 2013

GDS foto på lærred

Nu hvor vi er helt færdige med at tale om Halloween (det var ellers sjovt!), så kan vi jo tale lidt om jul. Jeg har planlagt et par indlæg med ideer til hjemmelavede gaver og så vil jeg fortælle lidt om vores frække drillenisse herhjemme. Det ku jo være, at jeres nisse også manglede lidt inspiration til fis og ballade.
Men i dag - en gds gaveide. Kan laves af voksne og store børn.

I de fleste foto-fremkaldelse bikse, kan man for en mindre formue, få sit foto på et lærred lige til at hænge på væggen. Det er godt ud ikke?
Du kan også gøre det selv - det er meget billigere og ret nemt.

Du skal bruge
1 lærred (jeg købte 3 små for 30 kr i brugsen, men ellers Søtrene grene har masser af str til ingen penge)
1 stk sandpapir
lim - jeg brugte decoupagelim (så bliver overfladen lidt blank)
1 print af det valgte foto. Det skal bare printes på helt almindeligt papir og motivet skal være mindst 4 cm længere og breddere end lærredets mål (har du fx et 15 x15 lærred, skal du bruge et motiv på 19x19)

Sådan gør du:
Slib lærred let med sandpapir
Bestem motivets placering i forhold til lærred. Marker alle hjørner med en lille prik (brug fx synål)
Klip papiret skråt op til prikken. (Forestil dig det blå er motivet på forsiden af lærredet, og klip som vist med de røde streger herunder)

Påfør et lag lim på lærred+kanter
Læg motiv på lærred - fold ned af kanterne (det skulle gerne være muligt nu pga de skrå klip)
Lad tørre lidt.
Det af motivet der går ud over kanterne kan klippes af nu.
Påfør et lag lim udenpå.
Lad tørre
Påfør evt et lag lim mere.

Tar dar .. du er færdig.


PS. Hvis dit motiv er for lille, kan du også vælge at male kanterne med maling.

Det færdige billede i ser i dette indlæg er mit første forsøg. Men bestemt ikke mit sidste. Faktisk har jeg besluttet at starte med at lave en gave til MIG SELV. Et af hvert barn lige til at hænge på væggen.

torsdag den 10. oktober 2013

Smileybluse - sjov med en kedelig bluse

Åh ja - lilla bluse - lilla er SÅ svær at fotografere, ikk?
Her er et hurtigt lille projekt.
En ensfarvet bluse kan laves sjov med motiv efter barnets ønske. Silje havde af en eller anden årsag, som jeg ikke har gennemskuet, ønsket sig en bluse med en smiley og et spørgsmålstegn- Jo jo, der sker ting i 7 åriges hjerner som er .... anderledes.

Begge motivker er lavet i almindelig tekstbehandling - skrevet i kæmpe størrelse og printet ud. Printet klippes ud og limes på blusen med en limstift eller spraylim (Jeg brugte limstift)

Jeg har tegnet motivet på med en Neon-pink "Timeless Screen Print" textilmaling fra Stof og stil. Easy peasy. Skal lige stryges lidt når tørt.
Ren sjov leg og ballade. T-shirten er af ældre dato, men bruger du en ny, så skal den nok lige vaskes og tørres en gang i tumbleren.

Næste gang får et af børnene måske lov selv at tegne - det er ret nemt.

søndag den 11. august 2013

Emils Sjov med ispind.


Emil finder tit sjove ting på nettet. En dag fandt han denne lille bue til at skyde med ild. Du behøves dog ikke tænde ild til vatpinden eller overhoved røbe for ungerne at det er en mulighed, for at have sjov ud af denne ide.


Du skal bruge.
En ispind pr barn
Tandsnor eller elastiksnor
vatpinde

Læg ispinden i blød i vand i mindst 1 time.
Skær hakker i enden så snoren sidder bedre fast
Bind snoren på buen. (Den må gerne bue mere end på Emils model)
Skyd med vatpinde (du kan evt. halvere vatpindene først)

I kan også lave en skydeskive og lave en lille turnering!

Hvis ungerne blive helt vild, kan i jo altid senere kaste jer ud i en bue med hasselgren eller lign.
Ideen kan også bruges til en børnefødselsdag!

tirsdag den 4. juni 2013

Party bluse til drenge (Nem GDS gave til drenge og piger.. og bedstefædre?)


Blusen her er lavet med selvlysende stof-spraymaling. Top cool tænkte jeg. Lige moget for drengene. Desværre gik malingen af i vask, selv om der står noget andet på hjemmesiden. Jeg har nu fået pengene tilbage, om må snarest prøve igen med en anden maling.

Men ideen er der ikke noget galt med, så den vil jeg gi videre her.


Sy eller køb en ensfarvet bluse.
Du kan vælge et hvilket som helst motiv, der vil gøre sig godt i silhuet. Yoda, en raket, et bogstav, et dyr, mulighederne er uendelige. Bastian valgte en hånd, på trods af alle mine "gode" ideer, var han fast besluttet på at det skulle være en hånd. Så det blev det. Hans egen selvfølgelig!

Motivet tegnes op på karton eller lign og klippes ud.

Læg aviser eller plastposer ind i trøjen, så det kun er øverste lag der får en tur.
Fasthold motivet på trøjen med noget tungt, der ikke tager skade af maling. Vi brugte en sten.

Gør dig klar til at spray jævnt fra den ene ende til den anden. Det bliver pænest, hvis du ikke holder pauser undervejs. Start øverst og bevæg dig nedad.

Lad tørre lidt og fjern så skabelonen.

Lad nu blusen tørre helt, før den er klar til brug.

Du kan købe stof-spray her:
http://www.simplyspray.dk/shop/simply-spray-4c1.html
Det koster 59 kr dåsen og så vidt jeg har forstået, er de almindelige farver (dem som ikke er selvlysende) vaskeægte!

Jeg ved ikke med jer - men jeg ser da lige et par nemme og hurtige gave ideer for mig her.
Fx en t-shirt med fødselarens forbogstav? Eller hvis det er mindre børn - favorit superhelten.

Vi lavede også en SUPER SILJE bluse til Silje (som jo altså også er vasket væk igen)




onsdag den 17. april 2013

Endnu en personlig bluse med strygestof


Emil ville gerne have et sejt E. Vi blev enige om det du ser på billedet her.

Det er i bogstav str omkring 400. Print - klip ud - overfør til strygepapir.
Ja, alt sammen ligesom jeg skrev i indlægget om Lego chima blusen.
Blusen er lækker øko-bomuld fra H&M. Selvfølgelig vasket først, da det er noget rod, hvis blusen kryber efter strygemærket er påført!


mandag den 15. april 2013

GDS Drengeklip

I weekenden klippede jeg Emil. Emil er 13 år og havde egentlig bedt om at komme til frisøren. Men han blev bare ved med ikke at have tid. Han skulle lige, det ene og det andet. Så det passede ham ikke lige at være hjemme om eftermiddagen, så det kunnne ske.
Og nu var garnet så langt og tykt, at han var villig til hvad som helst.

Normalt har hjemmeklip bestået af en tur med maskinen. Samme længde hele vejen. Men i dag, kastede jeg mig så ud i noget med forskellige længder.
Jeg blev inspireret af denne lille videovejledning:
http://www.iammommahearmeroar.net/2010/10/haircuts-for-boys.html

Emil er tilfreds, så jeg er lettet. Pew, jeg slap faktisk fra det!
Emil har noget nær verdens tykkeste hår, så det er noget af en udfordring.

lørdag den 13. april 2013

Lego chima t-shirt med strygestof (DIY)

Denne her t-shirt er lavet uden at sy. Man kan selvfølgelig sy sin egen t-shirt eller sweatshirt, men altså... det er dyrere at købe stoffet og sy det selv, end at sy en færdig. Så når jeg har brug for en ensfarvet t-shirt, så køber jeg den altså bare. Du kan også være endnu mere miljørigtig, og finde en genbrugst-shirt.

Hu-hej det er nemt og sjovt, at arbejde med strygestof. Og t-shirten er total godkendt af Bastian! Det her skal vi klart lave flere af!

Længere nede, har jeg skrevet en vejledning til hvordan man gør!
Hmm, ja her endte t-shirten jo så egentlig med at være for stor, så måske havde det været smartere at sy selv, men jeg måtte bare afprøve det strygestof i en fart!


Sådan gør du:

1) Køb et ark strygestof på nettet. Fx her:
http://www.papirogtapet.dk/strygestof

2) Overfør motivet på siden der er markeret med "tegn og stryg på denne side". Vi har brugt Lego Chima figuren fra dette indlæg: http://brombleberries.blogspot.dk/2013/03/lav-en-lego-chima-bluse.html. Den kan du bare printe ud. (Du kan også bruge skabelonerne her: http://www.papirogtapet.dk/skabeloner)

3) Klip figuren pænt og nøjagtigt ud. Jeg har også klippet et B for Bastian og sat på ærmet. Det var en god lille starter, da jeg ikke har arbejdet med strygestof før (men bare rolig - det er nemt!)

4) Find strygejern og et hårdt underlag. Strygebrædtet er for blødt. Jeg har brugt bagsiden af en plade til at udvide et bord med, men du kan også bare bruge et bord. Læg et viskestykke eller to under t-shirten. Indstil på bomuld.

5) Placer motivet som ønsket på t-shirten. Find et stykke bagepapir der er større end motivet og læg ovenpå.

6) Stryg /pres i 20-30 sek.

7) Tjek at alt sidder 100% fast på t-shirten også hjørnene og spidserne. Lad den herefter køle af.

8) Når den er kold, føles motivet underlig stift... det er der en fin grund til. Det yderste lag plast skal nemlig fjernes og t-shirten er nu klar til brug. (Hey dette pkt, var det altså Bastian selv, der konstaterede. Den er bare sjovere at gå med, på den måde)


torsdag den 27. december 2012

Sy-trick. Sådan er det nemt at sy mærker på!

Synes du også det er svært at sy mærker og andre små ting på stof. Du ved, den slags, som ikke rigtig lader sig holde fast af et par knappenåle? Det har jeg i hvert fald bøvlet med længe. Altså indtil jeg fandt ud af, at det egentlig er ret simpelt. Løsningen er tape!
Nu er det pludselig snildt, at få mine logo-mærker på de ting jeg syr. Kanterne bliver bukket fint ind under og de sidder lige i første forsøg. Herligt!


lørdag den 22. december 2012

GDS juletræs stjerne

Vi har pyntet juletræ i dag, men vi havde ingen stjerne til toppen. Den slags udfordringer skal man jo ikke lade sin næse gå forbi. Det kan jo laves selv. Så jeg har fulgt denne vejledning og lavet os en topstjerne af guld og sølv. Vores helt egen. Ungerne er meget imponerede. Og det var slet ikke så svært. Jeg fulgte bare vejledningen lige her:
http://annekata.com/2010/11/tutorial-super-simple-paper-stars/
Nu har vi den fineste guld og sølv stjerne.

torsdag den 20. december 2012

Tutorial pimpet bøjle. Hurtig værtindegave.

Dagens kreation er: Pimp din bøjle!

Okay, det her kræver måske man har en indre prinsesse, der bestemt burde bo på et slot. Eller at modtageren har. Men helt ærlig så fortjener de fine kjoler, da at hænge på noget lækkert i skabet. Med et par stykker, kan man blive helt glad i låget hver gang man åbner skabet.



Den kan bruges til værtindegave eller til at styrke din egen eller din datters indre prinsesse.
Og det tager under en halv time.

Sådan gør du:
  • Find en passende bøjle - det kan blot være en renseribøjle eller plastikbøjle af en art.
  • Vælg stof (jeg har brugt et viskestykke, men alle fine rester kan bruges, fordelen ved viskestykket var, at det allerede var kantet i bunden).
  • Lig bøjlen ved kanten af stoffet (som ligger i 2 lag) og tegn rundt om bøjlen med 1 cm sømrum. I bunden 2 cm, hvis der ikke er kantet.
  • Lav kandet på bunden af de 2 stykker.
  • Så skal er pimpes. Brug din fantasi og hvad du nu har på lager. Bånd, blonder, mærker, hæklede blomster, knapper. Jeg har brugt guld-bølge bånd og en pink blonde for max prinsesse-effekt. Det kan selvfølgelig også gøres mere diskret / stiligt. Alt syes på inden de 2 stykker stof samles.
  • Sørg for at evt. bånd rammer hinanden. Det gøres nemmest ved at sy det ene på og derefter bestemme hvor det andet skal starte og slutte (hold det fx fast med et par stykker tape, til du er nået til symaskinen).
  • Siksak kanten på de 2 stof-stykker.
  • Sy stykkerne sammen ret mod ret, men efterlad et lille hul i toppen til bøjlespids.
  • Vend og prøv "frakken" på bøjlen. Er den for løs, kan man jo sy en ekstra gang, så den lige bliver lidt mindre
  • Jeg gav min en lille bitte syning på midten, for at holde den på plads på bøjlen. Det vælger du selv.
Modellen fra foto er til en værtindegave, men jeg har faktisk besluttet, at jeg selv skal ha et par stykker til at lyse op i skabet :-)  Det er jo den slags små ting, der gør hverdagen festlig.

God fornøjelse. Skriv gerne, hvis du laver en og hvor jeg kan se den.

tirsdag den 18. december 2012

Hue fra Nissen. Måske en billig julegaveide?

Vi har en drillenisse - den er så fræk. Men den giver også små gaver. Her den anden dag, fik Bastian en ballade hue med en lille ballade-abe i toppen.
Det er en hue i bomulds-jersey. Dem kan vi rigtig godt li her i huset, men de er svære at opstøve i handlen.

Jeg tror nissen har været snedig og lavet det af det rene genbrug. Det kunne fx være en stribet t-shirt fra genbrugsen.Vejedninger til den slags, finder man snildt på nettet, ved at søge på "beanie patterns sew".

Man kan også lave den fri-hånds. Mål hovedomkreds. Bestem også højden på huen. Klip et stykke stræk stof  målene:  hovedomkreds længde på den ene lede og dobbelt huehøjde på den anden led.
Fold den på midten (lange led). Klip 4 buede spidser i toppen, som fx illusteret her:
http://www.p2designs.com/pdfs/EasyFleeceHat.pdf

Sy huen sammen langs den lange lige linie og fra buespids til buespids. Det midterste"hak" skal syes ved at hakkerne hives fra hinanden, så topspidserne mødes. Til sidst syes den sidste bue som den første.

Tingene skal selvfølgelig gentages i den anden ende, men... prøv den lige på først. Se om du har fået rundingerne gode eller du har mærkelige tutter på siden af hovedet. Hvis du har det, skal dine buer tilpasses og gå længere ned. Så klipper du bare de første syninger op og prøver igen.
Når du er tilfreds, skal du forsøge at lave det magen til i den anden ende. Det er dog indersiden og behøves ikke være helt så pænt.
Når du har en pæn side og også har syet den anden side sammen, foldes den mindre pæne ind i den pæne (som du selvfølgelig har vendt inden du syede den mindre pæne).

Hvis du synes det er svært at få en god kant, kan du give kanten en lille syning langs sammensyningen. Bare 1 cm.

Se, det er da en billig og miljø-venlig julegaveide!

fredag den 30. november 2012

Perlerier fra de kreative fætre

I går og forgårs så i, hvad Silje havde lavet til sine fætre. Som sagt smittede det, og de ville begge lave deres egne kreationer. Drengene er 4 og 6 år. Jeg synes de har gjort det rigtig godt!

Især lille Arthur var stolt og gik hele aftenen og talte sin samling!