Lidt om dét, at gøre ting alene …eller sammen

Jeg danser nogle gange rundt hjemme i stuen. Helt alene, og temmelig grimt.

Jeg ved ikke hvorfor, men ofte er det sådan, at jo grimmere jeg danser, jo skønnere er det. Det bli´r bare sjovere på en eller anden måde.

Jeg kan rigtig godt lide at have det sjovt – men jeg kan fandeme ikke lide idéen om at nogen skal se mig danse grimt. Derfor gør jeg det alene.

Eller…

I dag gjorde jeg det sammen. Med nogen. Andre. End mig selv.

Fåk.

Det.

Var.

Grænseoverskridende.

Og heeeeelt vildt meget sjovere end jeg havde regnet med. Vi var jo for fanden allesammen nogle idioter at se på. Nogle mere graciøse end andre, jojo – men idiotiske, none the less.

Sådan burde man egentlig gøre lidt oftere. Danse grimt i det offentlige rum.

Tænk, hvordan vi kunne rykke ved normaliteten – bare ved at have det sjovt!

Fladmast

Jeg ved ikke lige hvad der sker for mig i dag. Jeg er helt og aldeles udmattet. T-r-æ-t. Færdig som gårdsanger.

Jeg kom hjem ved 13-tiden, og har ikke lavet en s*** siden da. In-tet. Nada. Nix. Zip. Drukket kaffe, røget smøger, set tv og kigget et enkelt blad igennem. Nåja, og hentet børn og legekammerater, men det tæller ikke. Det hører bare ligesom med.

Der er nogen der har rapset mit overskud, og jeg synes det er vildt unfair. Lige nu kan jeg ikke lige overskue hvordan de der frikadeller skal stege sig selv til aften – ejheller hvådden salaten skal komme op i skålen.

Jeg vil bare slænge mig i sofaen, og lade den ene time tage den anden. Og så håber jeg min energi vender stærkt tilbage inden i morgen, for dér har Asta inviteret veninder (ja, i pluralis!) til overnatning.

Oh ve, oh skræk…

En stor dag

Jeg kan næsten ikke huske hvordan Asta ser ud uden briller på.

Hun fik dem da hun var to år, og de har været hendes faste følgesvend lige siden. Hun kan ikke klare sig uden. I nødstilfælde kan hun undvære dem i maximalt ½ time ad gangen – men så ender hun også med kraftig skelen og hovedpine.

Lige fra hun var en lillebitte fedling med deller omkring halsen…

…og til nu; en stor pige i 3. klasse.

Der er slet ingen tvivl; det er den samme pige – og altid med brillerne som karakteristika.

Hun ser dem ikke selv. Når hun bliver bedt om at specificere egne særlige kendetegn i skoleopgaver skriver hun “fregner” eller “høj”. Aldrig briller. De er en del af hende, men ikke én hun er specielt bevidst om gør hende anderledes - sikkert fordi hun aldrig er blevet drillet eller gjort opmærksom på det. Heldigvis.

I dag er en særlig dag. Vi var nemlig hos øjenlægen den anden dag, og fik at vide at

1/ hendes syn er blevet bedre!!! Hun er nu nede på en styrke på begge øjne på +5, og kun med bygningsfejl på det ene øje. Det har ikke været meget værre, men det har været værre.

2/ hun må gerne prøve med linser nu. Hun er stor nok, og de vil kunne gøre hendes hverdag nemmere når hun skal i svømmehallen, spille bold, ud i regnvejr, hoppe trampolin og alt andet en knap 10-årig nu gør.

Så nu skal pigebarnet have kontaktlinser. I dag. Håber vi.

Dét bliver altså mærkeligt…

Kan du gætte hvem du er…?

Hvor er verden dog bare lillebitte!!!

Tænk, at have gået rundt i min fars baghave en halv trilliard gange og have været hos købmanden et lille stenkast fra hans hus, i byen jeg voksede op i – helt uden at vide, at én af mine favoritbloggere bor kun en spytklat derfra. Vi taler 200m her. Højst!

Og hvordan ved jeg så det nu?

Jo, fordi jeg var et smut forbi Trendsales i dag (“ikke købe! KUN kigge, Kirsten!”) og dér står nemmerlig folks postnummer og hjemby. Og jeg, der altid har gået og troet at hende her var fra Aalborg…

*Tsk, tsk, tsk…*

Hér er min barndoms gade. Kan du gætte hvem du er…?

Hvodden ka´ det være…

…at med de enorme mængder ubrugelig data* der ligger fast forankret på harddisc´en i baghovedet – at “man” så åbenbart er kommet til at flytte password´et til ens digitale signatur over i den mentale papirkurv?

Og så lige i de dage, hvor man så gerne vil kommunikere med sin skat!

………………

*Jeg nævner i flæng: Gamle klassekammeraters fødselsdage, folks telefonnumre fra dengang de stadig startede med 08, “hvem var det nu der boede i Hansens gamle hus?”, navnene på mormors husdyr da man var barn, hvordan man laver vandgrød (hvem catan har brug for dén viden???) og favoritpopgrupper fra 80´erne.

Jeeeeesus!

Dér lå den jo!

Energien, altså.

Jeg fandt den i bunden af en melpose. Det var s´gu da i grunden et underligt sted at lægge den…

Er jeg mon den eneste...

...der åbenbart aldrig lærer, at det simpelthen er nemmere at lægge tøjet sammen, umiddelbart efter det er tørret??!

Nu har jeg lagt omkring 10 maskinfulde sammen, og er langt om længe færdig. Jeg kan godt love mig selv, at det bliver sidste gang - men jeg véd det vil være løgn.

Sætninger, jeg aldrig havde troet jeg skulle høre mig selv sige

"Hej, du taler med Kirsten. Har du tid til at komme ud på landet med en slamsuger, bare sådan engang i løbet af den næste uge?"

Det var s´gu ikke lige i mine tanker da jeg var 16-17 år, at ovenstående skulle blive en nærmest fast telefonsamtale en gang årligt... That´s life for ya!