Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...

Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.



Græskar-geek´ery

Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.

Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:

Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!

Måske det er dét weekend´en skal gå med?

Wannabe Wilhelm

I denne store, vide verden findes der mange hobbyer, aktiviteter og fritidssysler man kan give sig i kast med.

Nogle er ganske fredelige og ufarlige,

…nogle er mere dødsforagtende,

…nogle sjove,

…og nogle mere i zen-afdelingen.

Og så er der dem der bare skiller sig lidt ud. Som rollespil eller partnerbytte (kartoffel-kartoffel?!), for eksempel. Dét er vel stadig ikke blevet helt mainstream, er det?

Nåja. Og så er der dem der ikke har vundet stort indpas endnu, men som stadig få folk til at hæve det ene øjenbryn i let skepsis, undren og overraskelse når de hører om det. Som Sørens nyeste hobby.

Bullseye! Og nej, manden går ikke til dart.

Vi taler bueskydning her. Med compoundbue. På øverste billede er pilen ved siden af æblet blot sat i for at man kan se den faktiske længde derpå – men vi kom til at se flamingopladerne fra siden bagefter, deraf nederste billede.

Han har nu skudt i et lille stykke tid, og skulle egentlig have haft lov til at have den hobby for sig selv, og i fred for at komme på en tøseblog - men æblet blev ramt så godt at jeg blev nødt til at tage et billede af det.

Han er da ret god. Men jeg har forbudt pigerne at tage æblet på hovedet, hvis han spø´r…

Og dagens sjoveste søgeord på bloggen blev…

…“en kæmpe ørn på røven”

Ahrmenaltså.

Groteskblog.dk?

Huh? Og her gik jeg lige og troede...

Jeg har da aldrig selv syntes at jeg ligefrem er lækker - men helt ærligt! Hvem der bare dukkede op på google i forbindelse med småsexede søgninger, men nej. Hér bliver man åbenbart vist hen til, hvis man søger på

• buhunde
• klamme mennesker
• plaget af bylder hjælp mig

Go figure...

Skovskiderplatte, anyone?!

Nåmmen, vi har så holdt børnefødselsdag i weekend´en. For den smukkeste 9-årige i verden.

Tager jeg fejl, måske? Nej, vel. Og fordi det smukke barn kan sno både moderen og faderen om sin yndige lillefinger, blev det en fødselsdag efter alle kunstens regler – og så alligevel ikke.

Anderledes, blev den. Her var ingen boller og lagkage, flag og lys der skulle pustes – ejheller en eneste lille kop varm chokolade.

I stedet var der…

• masser af søde, glade gæster, der velvilligt var mødt op i Gateway´en i Hune, fordi det var dér fødselsdagsbarnet ville holde fest
• dejligt vejr - og hvide duge på langborde i skoven
• glade børn der legede på Gateway´ens store legeplads, og bedsteforældre der gik lange ture omkring skovens shelterpladser
• Meat-Eaters Special, med både oksekød-kebab og kylling-gyros

• træt hundehvalp og energisk 1-årig dreng der ikke helt kunne finde ud af om de gad hinanden eller ej (til gengæld gad sidstnævnte virkelig godt lege med de medbragte ølflasker i kassen. Man er vel et ordentligt mandfolk?!)
• kaffe at lune sig på
• friskbagte pitabrød i egen ovn

(Jojo, bagermesteren var effektiv. I en grad så jeg ikke engang kunne få lov at tage et billede uden at han skulle ind over. Så deeet…)

• …og tiiiimevis af sjov og hygge for hele familien. Alle var inviteret til frokost, og jeg tror ikke der var nogen der kedede sig derude hvor himlen er høj og fuglene synger. De tog i hvert fald først hjem omkring seks timer senere.

Nåja. Og overskriften? Jamen det var jo bagefter skovturen. Til kaffen herhjemme, jo. I sommerferien var vi nemlig i Randers Regnskov, og dér blev vi introduceret for en helt igennem fantastisk klam dessertplatte. Denne her…

Mmmmmh! Og således inspireret, mente Agnes at en Skovskiderplatte måtte være vejen frem til hendes fødselsdag, når vi nu havde været i skoven hele dagen.

Jojo.

Vi nåede ikke at tage billeder, for det blev spist rub og stub – men vores version af tallerkenen bestod af

• hundelort – a.k.a. chokoloademousse
• fugleklat – a.k.a. vanillekrans m/ hvid chokolade og mørk ditto-midte
• harelorte – a.k.a. bittesmå romkugler med delikat chokoladeovertræk
• (og intet bord uden) hjortelorte – a.k.a. mandler, overtrukket m/ hvid chokolade og rullet i lakridspulver

Rent guf, med andre ord. Når man altså lige var kommet sig over synet.

Tillykke, Agnes. Alt for dig, min skat <3

*fnis*

Det er ikke altid tingene skal være skidevoksne og alvorlige. Og således sidder jeg i disse dage og hækler brystvorter til tunge, tyske tutter.

(Bare rolig, Lisbeth. Du skal ikke ha´ en pat-hat!)...

Sort/hvid

Det får ikke lov at leve længe på mine fingre…

…men det var såmænd sjovt at prøve. Jeg holdt mig til den sort/hvide variant, men pigerne er gået helt bananas i farveladen.

Om lidt går der neglelakfjerner i den for mit vedkommende, men det bliver da ikke sidste gang jeg tester mani-looks med fri fantasi.

Hvis du også vil lege med det marmorerede look kan jeg anbefale dig en tur rundt på youtube. Det er supernemt efter de første otte mislykkede forsøg, og resultatet overrasker hver gang. Tjek f.eks. hér, og lad dig bare glide videre med links´ene. Der er til mange timers sjov med pigebørnene i sommervarmen.

Fordi vi kan!

…har pigerne og jeg i dag bestemt os for at lave absolut ingenting. Nu er youtube blevet gennemtrawlet i timevis, og vi er blevet inspireret til fri leg.

Heldigvis fandt vi en lille smule i gemmerne, så nu sætter vi den store mani/pedi i gang, og så er vi ferieklar.

Jeg overvejer om man skulle…

Lidt om dét, at gøre ting alene …eller sammen

Jeg danser nogle gange rundt hjemme i stuen. Helt alene, og temmelig grimt.

Jeg ved ikke hvorfor, men ofte er det sådan, at jo grimmere jeg danser, jo skønnere er det. Det bli´r bare sjovere på en eller anden måde.

Jeg kan rigtig godt lide at have det sjovt – men jeg kan fandeme ikke lide idéen om at nogen skal se mig danse grimt. Derfor gør jeg det alene.

Eller…

I dag gjorde jeg det sammen. Med nogen. Andre. End mig selv.

Fåk.

Det.

Var.

Grænseoverskridende.

Og heeeeelt vildt meget sjovere end jeg havde regnet med. Vi var jo for fanden allesammen nogle idioter at se på. Nogle mere graciøse end andre, jojo – men idiotiske, none the less.

Sådan burde man egentlig gøre lidt oftere. Danse grimt i det offentlige rum.

Tænk, hvordan vi kunne rykke ved normaliteten – bare ved at have det sjovt!

What happens in Vegas…

stays in Vegas!

Det véd I godt, ikke? Jojo. Og netop af dén grund får I slet ingen af de fede historier jeg ligger inde med fra “Herreaften” på jobbet i torsdags.

Det eneste jeg vil ud med er, at

• vi næsten udelukkende var kvinder
• der var kunstige overskæg og læææækkert-lækkert tøj til alle
• Mümmelmann bitter fra Aldi i realiteten smager af helvede til – men at de alligevel glider ned når man er en ordentlig kraftkarl
• det er svært at holde op med at sige “det sa´e hun oss´ i går!!!” til alt…
• man kommer til at bøvse en del af citronvand med snaps i – men det er nærmest misundelsesværdig god stil til en herreaften, så skidt!
• der findes rigtig mange snuskede værtshus i dobbelt-A, og man bliver ikke smidt ud for at danse på bordene. Heller ikke selvom man har overskæg på.

Nåja. Og at det helt sikkert er et vinderkoncept; herreaften for kvinder. Prøv selv. Det er forbløffende nemt at finde sin indre Burt Reynolds frem…

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

• Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
• Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
• Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
• Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
• Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
• …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
• Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

Jamen… Det ER jo min lucky day!

Jeg har jo blandt andet en mand der elsker mig rigtig, rigtig højt. Og som passer på mig. Og ikke vil dele mig med nogen anden.

Derfor har han købt en gave til mig i dag. For som han siger:

“Jeg har jo tænkt meget på, at du skal til den dér polterabend på Pigernes Kro. Og denne her…

…sikrer dig mod ubudne gæster i dåsen.”

Halleluja for sund fornuft!

Var så tæt på at stoppe målløs op i dag og knipse et foto af vildtfremmed mand på åben gade i Aalborg Centrum i dag. Nåede heldigvis i samme splitsekund at tænke en fornuftig tanke, for det havde ganske sikkert været pænt dårlig idé.

Tror ikke den hærdebrede, steroideramte, unge mand med armene ud fra kroppen havde kunnet se samme humor i billedet som jeg. Men det var altså lidt grinagtigt at se ham komme vraltende med hans frygtindgydende, kamphundeagtigtige …chihuahua!

Stiknarkoman…? Voldsoffer…?

Nøh. Bare resultatet af intensiv volleyball fire dage i streg. Og så vandt vi ikke engang…

Men kæft, det gjorde naller!! Og kæft, hvor var det sjovt!! Og nu er mine arme lilla.

Lilleputbyen har nu investeret i volleyballnet til fremtidig træning – og selvom jeg tidligere på ugen bekendtgjorde at det dér holdsport slet ikke er mig, så har jeg allerede meldt mig som fast bestanddel af holdet.

Man har vel et standpunkt, til man ta´r et nyt.

Fik jeg forresten nogensinde sagt…

at det der volley, ikk´oss´?? Ikke just min spidskompetence.

Jeg kan ryste ræv i et par zumbabukser. Jeg kan danse virkelig grimt i min egen stue. Jeg kan til nød vise mig i en svømmehal, hvis mine børn spørger mig rigtig, rigtig pænt. Men al anden sportslig udfoldelse…?

Not really me.

Jeg er sygt bange for holdsport.

For det første er jeg altid en af de ab-so-lut ringeste. Virkelig. Virkeligvirkelig. Jeg er en af dem der panikker og messer *nejnejnejnejnej* når bolden kommer hen mod mig – hvis jeg altså ikke når at dukke mig først. Du vil aldrig høre mig råbe ting som “jeg har!” eller “spil mig!”. Aldrig. Jeg går i flyverskjul længe før, og hvis jeg hører nogen råbe mit navn vil jeg til hver en tid reagere ved at kigge mig forvirret rundt og glemme alt om den skide bold. Ikke sådan et super hit hos medspillerne, vel?

For det andet (og som en direkte virkning af det første) er min selvtillid langt under nul på en boldbane. Any boldbane. Jeg véd jeg ikke kan serve en volleball. Jeg véd jeg skyder lortet langt uden for banen – hvis jeg rammer. Og jeg véd at når mine meget overbærende og pædagogiske medspillere siger ting som “godt kæmpet, Kirsten – du får den næste gang…”, så tænker de i virkeligheden *Fuck dét lort! Ku´ hun for helvede da ikke ha´ været på et andet hold!!*. Eller; det er så min below-zero-confidence der ved dét. Jeg selv ved jo godt at det er søde og rare mennesker jeg har med at gøre, og at de i virkeligheden er både overbærende og pædagogiske. Og bare synes det er vigtigt at ha´ det sjovt.

Men jeg ved også at de synes det kunne være fedt at vinde.

Det synes jeg også. Og jeg er ellers aldrig konkurrenceminded. Jeg ville bare gerne kunne det her, for det er jo skidesjovt og jeg griner mere end jeg spiller. Måske i virkeligheden dét der er galt…

I aften træner vi igen. Og måske lykkes det mig at serve ordentligt allerede første gang. Eller bare syvende. Det ville også være okay.

Undskyld, mor

…men jeg bliver simpelthen nødt til at dele vores sms´er med verden!

………………………..

mor (på vej på ferie, avec ny Android med stavekontrol): Nu virker domstolen og jeg skAl nok lAde jer få fred vil du slukke lovteksten og sætte den på klem kh

mig: WHAT??!

mor: telefonen (red.: det er så åbenbart dén der virker)

mig: Stadigvæk – WHAT??!

mor: opvaskeren (red.: det er så åbenbart dén der skal sættes på klem)

mig: Nåååårh… Jeg syntes bare det var sortsnak ;-D …men det skal jeg nok. God ferie!

……………

Goodness gracious. Hvordan skal det nogensinde gå godt?

“Jeg shhzzzer nogle gange DR2!”

Bare for info: Det blev en rolig aften for mig – mest fordi jeg hjemmefra var selvudnævnt designated driver. Og halleluja for dét, for den var eddermame blevet høj ellers.

De kan altså drikke igennem, de murere. Jeg ved ikke hvor meget der røg indenbords, men der skal altså noget til for at ryste de granvoksne, solide mænd. Men for catan, hvor bli´r de bare sjove!!

Ud på aftenen endte det i en gang decideret sort snak, og indlæggets overskrift er direkte sakset derfra. Yderligere detaljer udelod udsagnets ejermand fuldstændig, men han mente åbenbart at det var af yderste vigtighed at vi vidste det. Ytret med dyb, brysk, mørk mandestemme. Bare sådan, und nichts weiter. Heller ikke selvom vi spurgte ind til hvad det lige var han så, og hvorfor det var interessant. Det var det bare.

Resten af aftenen forstod jeg i-k-k-e e-n s-k-i-d af hvad han sagde. Og heller ikke hans sidemand, forøvrigt. Det var bare blevet til en monoton, dyb, nordjysk brummen - men med salige smil fra øre til øre, og så er det jo ikke helt skidt.

Det bliver ikke sidste gang. Måske jeg bare skulle hoppe med på ølvognen næste år. Hvis jeg kan følge med……….

Indrømmelse:

Jeg er ikke helt fremme i skoene. Rider ikke den samme dag som jeg sadler, og alt det dér. Heller ikke altid den hurtigste knallert på havnen, men dét er en helt anden historie.

Det jeg vel egentlig vil frem til er, at det først er nu jeg har fået læst en af Julias bøger. Jo. Jojo. Det er s´gu rigtigt nok *undskyld*…

Til gengæld åd jeg “Hvor lagde jeg babyen?” råt på under en dag – og jeg elskede den fra start til slut, selvom det er syv-otte år siden jeg befandt mig samme sted som Julia beskriver. Men jeg kunne genkende det hele (altså bortset fra at jeg ikke har en far der bor i Afrika, en mor der er død, og at jeg begår mig i et miljø med væsentligt færre kendisser, kunstnere og joints. Selvom det med joints´ene lyder pænt festligt).

Alt derudover var head on. Når bare man tager i betragtning at for syv-otte år siden var Liberty ikke da shit, så de småblomstrede øko-mødre var ikke småblomstrede, men gik stadig lige meget op i at maden var hjemmelavet, øko-friendly og uden sukker. Og midaldrende kvinder mente også dengang at de havde svarene på Alt Mellem Himmel Og Jord. Og retten til at råbe dem til verden.

Tak, Julia. Jeg ville ønske din bog havde eksisteret dengang. Nu vil jeg til gengæld love at forære den til den næste førstegangsmor jeg møder, og håbe at hun tager det hele til sig.

Og så vil jeg selv i gang med “Sandheder fra en løgner”!

Black power!

Dagens absolut bedste grin so far indtraf fem minutter efter jeg var mødt ind på arbejde.

Huset var helt stille, og der var ikke et menneske i sigte. Meeeeget mærkeligt, for der plejer at summe af liv allerede fra morgenstunden. Da jeg bestemte mig for at gå op i administrationen så jeg hvorfor.

Vi fik leveret nyt kaffeaggregat i går. Af dén slags der kan levere både café au lait, cappucino, latte, chocolat og espresso – ad libitum! Og foran vidunderet stod til morgen husets samlede bestand af socialkonsulenter, fysioterapeuter, administrationspersonale plus det løse, mens de “iiiiiiih”´ede, “ååååh”´ede og “neeeeeej!”´ede sig igennem sortimentet.

Jeg kunne ikke lade være. Jeg lagde mig midt på gulvet, i noget der skulle ligne næsegrus beundring for den nye altertavle. I kan selv tænke jer til reaktionen…

Jamen for fanden da. Ikke at en ny kaffeautomat ikke er fed, men at den i dén grad kan samle en flok voksne mennesker i benovelse havde jeg ikke lige set komme. Man kunne få tanken, at det kunne have set ligesådan ud da den første telefon blev sat op engang. Det var lige før jeg forventede at en-eller-anden ærbødigt lænede sig frem og halvt hviskede til automaten:

“Latte, tak…”

;-)