Affødt af en debat med yngstepoden om hvad hun egentlig var klædt ud som til fastelavn i år, måtte vi en tur i billedarkiverne.
Nu er jeg jo ellers ikke tilhænger af at trutte ret meget i eget horn, men en gang imellem er det altså bare på sin plads.
Selv når hun er ærkegrim goth, og prøver at se meget alvorlig ud, er hun s´gu stadig et vanvittig smukt barn.
Det´ fileme godt hun ligner sin far!
Psst…! Det er ikke makeup det hele. Hun ER bare så bleg!!
jeg nogensinde har fået, er denne her.
Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.
Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.
De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.
De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…
Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.
Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.
Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.
Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!
Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”
Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.
Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).
Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!
Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?
Det tror jeg faktisk ikke…
Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.
Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.
På en helt almindelig søndag har der forvildet sig ét af naturens små vidundere ind på mit badeværelse.
Lillebitte, og ganske nem at overse. Men går man tæt på, er den så smuk at det næsten ikke er til at bære.
Måske er jeg naturignorant, eller måske giver jeg mig for sjældent tid til at se skønheden i de bittesmå ting – men jeg synes aldrig jeg har bemærket netop denne (og ganske sikkert helt almindelige) sværmer.
Den ville ikke sidde stille. Hele tiden virrede den med de fine følehorn og vippede med den endnu mindre snabel. Eller hvad sådan en nu hedder.
Men ved I hvad? Uanset hvor smuk man end er, så vil Verden på et tidspunkt tage pis på en.
I dette tilfælde nåede den smukke sværmer at sætte sig i toiletkummen et splitsekund før Agnes tissede…
Dagen i dag er lige så stille forsvundet for mig. Timerne er gået ubemærket forbi, mens jeg har sovet mig fra starten på noget udefinérbart dårligdom og set uanstændige mængder af daytime-tv.
Jeg har mærket efter, og jeg har tænkt mig om. Jeg tror altså ikke jeg har spist agurk den sidste uges tid…
Søren var ramt af noget der lignede i går, men han var til gengæld helt sikker på at det var agurkerne der havde fået ram på ham. “Sig farvel, min sigøjner – sig farvel!”, var nogle af de ord der blev mumlet fra sofaens dybe gab – men han er nu på højkant igen, så helt alvorligt var det vist ikke alligevel. The deadly man-virus strikes again…
Nåmmen; jeg har jo ikke sovet hele tiden. Lapperne vokser i antal, og nu begynder jeg at pusle med tanker om hvordan farveforløbet på det færdige tæppe skal være.
Der er altså lang vej endnu.
Egentlig var det meningen at det bare skulle have været helt tilfældigt hvordan farvesammensætningen blev til sidst. Lapperne skal jo samles med neutral hvid alligevel, og jeg kan godt lide det lidt tilfældige, sprælske look det kunne give.
Men: Nu er jeg lidt ude i noget med skalaer. Startende med gule-orange-røde nuancer, for så at køre stille over i lilla-blå-turkis og slutte med de grønlige. Er det mon helt tosset?
Jeg har altså noget med gul lige nu.
Det er s´gu lidt sjovt. På alle andre tidspunkter af året hader jeg gul. Virkeligvirkelig. Men nu… *suk* Jeg tror det er noget med mælkebøtterne. Og rapsmarkerne.
I virkeligheden burde det vel være sommer året rundt. Så kunne det også være man (læs: jeg) kunne få en kulør så man kunne klæde sig i den fantastiske farve!
Her er jo plads til både bare tæer i sølvsandaler…
(og pinkagtige zumba-bukser, men vejret er altså kommet bag på mig og det er det mest sommerlige jeg har!)
Vandhunde tornadostyle…
Skønhed extraordinaire…
Unge skønheder…
…og lige om lidt griller vi med gode venner. Ved en anden sø, men ikke mindre smuk.
Hvis bare denne påske varede evigt!
gør mig så glad! Måske især fordi de mennesker der denne gang blev tænkt på, var mine små mennesker, men alligevel…
I går fik de en gave fra helt uventet kant. Min faster (som vi ikke ser andet end med et par års mellemrum, fordi der geografisk er pænt langt imellem os) har været udstationeret som sygeplejerske på (…i? …på?) Grønland for nylig – og hvad har hun så valgt at bruge de lange, mørke aftener på?
Jamen, er hun ikke sød, faster Lene? Og er de ikke fine? Og hvem er så lige de heldigste piger i verden?
Jeg føler mig i hvert fald heldig, at være omgivet af mennesker der bare gør sådan noget – fordi de tænker på andre. Dét i sig selv er fandeme fantastisk, i en tid hvor det meste ellers handler om “mig, mig, mig”.
Tak, Lene! Jeg tror ikke du læser med, men tak alligevel. Jeg blev helt rørt – og de samme piger som ellers ikke er til at drive i deres vanter, går nu rundt med luffer indendøre…
…fordi der er gået sport i det. Og fordi det er Allan. Og fordi den er helt fantastisk.
Giv den en chance. Det er en af de sange der giver en klump i halsen.
Det er næsten en skam. Jeg kunne egentlig godt bruge en søndag mere, hvis den kunne være lidt ligesom den i dag.
Min salige søndag har været fyldt med brunch, familiekomsammen, WII spil, hæklerier, galleribesøg*, lækre kager, hyggesnak og ro.
Intet har vi skullet nå. Absolut intet.
………..
*…og hvis der er nogen her, der lige har et fiffigt tip til hvordan jeg hurtigst muligt stamper kr. 36.000,- op af jorden, hører jeg gerne fra jer. Så har jeg nemlig en aftale med en mand om en vædder.
Jeg fandt sørme en bunke mere, der bare skriger på at blive klippet i.
Med så mange lækre røde og pink nuancer kan jeg da ikke lade være. Jeg er helt vild med de røde farver lige for tiden, og er helt og aldeles ukritisk når det kommer til prints. Jeg elsker dem alle.
Lur mig, om det ikke også ender med en taske af en art. Nu går jeg i hvert fald i tænkeboks. Og måske i skattekisten med korssting, for de skal med.
Så er starten gået – og der er mange fine ting på hylderne, kan jeg se!
Uha, som det bli´r hårdt for Visa-kortet…
Katakomberne i Paris er en prøvelse. Først fordi man starter med at gå ned ad en halv trilliard trappetrin i spindelform – og ikke kan lade være med at tænke tanken “Gud fri mig vel… Jeg skal op igen i den anden ende!!!”
Helt ærligt: Jeg overvejede at gå op igen med det samme.
Men jeg gjorde det ikke, og det er jeg glad for. Det var smukt og creepy, roligt og kuldegys-skabende på én og samme gang.
Billedet ovenfor er af de lange, lange gange, inden vi egentlig reelt nåede katakombernes indre. Der var køligt, let fugtigt, halvmørkt og lettere uhyggeligt. Mest fordi vi ikke helt vidste hvad der ventede os, og fordi vi ikke vidste hvornår det var der. Lige om hjørnet, et-eller-andet sted.
Og så, pludselig…
Fine, fine skulpturer hugget i stenvæggene, og et lille dystert mindegalleri lidt længere inde. Vi nærmede os noget der smagte af fisk.
Og se nu, hvor fint man alligevel kan præsentere en samling kranier og lårbensknogler, med både respekt, æstetisk sans og omhyggelighed og nænsomhed med menneskelige rester.
Jojo bevares; det er da lettere grotesk at stå dernede, omgivet af kranier arrangeret i pyntelig hjerteform og diverse knogler i mønstre – men det gør alligevel at man tager sig tid til at tænke over hvor mange liv der er blevet levet i tiden før én selv, og over hvor hurtigt det hele kan ændre sig for en selv.
Store tanker, jovist. Det var svært at lade være.
Overalt hvor man vendte sig blev man mindet på det let forgængelige i livet, og på at man skal skønne på det mens man har det.
Jeg ønskede mange gange dernede at jeg havde valgt fransk som valgfag tilbage i gymnasietiden, for der var et utal af fine plaketter, udhugget i sten, med smukke ord en francais om netop dét; livet og dets ende.
Billederne gør ikke stedet retfærdighed, og heller ej mine ord. Hvis du engang vil have den fulde oplevelse, må du omkring Katakomberne selv – men vær beredt på at tænke store tanker mens du går der.
Nåja. Og vær beredt på at holde nogle pauser når du skal op ad vindeltrappen igen.
Jeg fik vasket Agnes´ vest, først én gang på uldprogram og derefter en ekstra vask for at få den valket en smule. Jeg tror stadig den er lige i det største til hende, men så må jeg jo mishandle den lidt mere senere.
Den har nu fået et lækkert blødt udseende over sig.
Farveskiftene er blevet lidt mere udflydende nu, men det gør absolut ikke noget. Nu skal jeg bare have bestemt mig til hvad jeg gør med hensyn til lukkeanordning.
Astas vest i blåtoner er jeg også så småt startet på. Det går ikke helt lige så hurtigt som Agnes´, for jeg synes sjovt nok aldrig det er lige så sjovt anden gang jeg strikker eller hækler samme mønster. Af samme grund har jeg også flere enlige sokker til at ligge rundt omkring…
Men! Farveskiftene bliver flotte.
Dén kan hun da kun blive glad for. Selv jeg synes den er lækker, og jeg er ellers normalt meget, meget lidt glad for blå.
Der er stadig masser af Kauni tilbage. Gad vide hvad det skal blive til…?
Ligesom hos mange, mange andre i denne del af landet bød dagen i dag på… sne.
Det var ikke mange billeder jeg nåede at tage før fingrene føltes som istapper – og de billeder jeg rigtig gerne ville ha´ taget kom aldrig i kassen. Dér var jeg nemlig travlt optaget af at trække slæder og kaste snebolde, holde ivrige hunde i snor og drikke varm cacao og kaffe i godt selskab.
Ligeså smukt det er, ligeså upraktisk er det også. Vores ellers fine og normalt farbare indkørsel ser nu sådan her ud:
Jojo. Den der lillebitte alu-dims der titter op af sneen er vores vejbelysning (hvis der ellers var sat strøm til…). Der er altså en indkørsel nedenunder alt det hvide…
Nu er det bare legeplads for byens unger, men det er også meget sjovere :-)
Og selvfølgelig bød dagen på snefri! Det er jo ikke til at komme hverken frem eller tilbage, selvom Søren i skrivende stund har trodset snemasserne og vovet sig afsted i den af bilerne der alligevel holdt nede ved vejen fordi den ikke kunne køre hele vejen ind i går.
Nu er jeg spændt på om han overhovedet har kunnet………..
Ser I, der ville jeg ha´ skrevet noget om, om han kunne komme hele vejen ind til købmanden 3 km væk, men så ringede telefonen…
Søren sidder nu i en bil i sneglefart, midt i Vildmosen, og er indtil videre kørt en omvej på omkring 15 km. Hvorfor? Tjooe, da han skulle dreje fra for at komme hjem fra Saltum, gled han forbi afkørslen og ville så lige tage den næste. Som ledte til en vej der absolut ikke var farbar. Nu kører han så ud i Vildmosen, for at vende i rundkørslen laaaangt ude, for han tør ikke standse op og tage en trepunktsvending. Så sidder han nemlig fast!
Jeg lader lige den der stå et øjeblik.
Sikke meget hverdagsaction vi pludselig kan få tilført på grund af “en smule” sne. Og dette her skulle bare have været et indlæg med et par hyggelige snebilleder…
Gad vide hvornår han kommer hjem igen…? Nu er jeg jo helt urolig for manden!
Bare for at få pulsen ned, så bringer vi her et pausebillede:
Det bliver ikke meget smukkere end dét…
Glædelig jul derude. Jeg håber I alle får lige netop den aften der gør jer godt.
Vi ses på den anden side…
Ganske få hundrede meter fra mit hjem er en mark. Det er der såmænd overalt herude, endda næsten hele vejen rundt om min egen matrikel, men dén mark er speciel.
Den er tilholdssted for rovfugle. Musvåger, tror jeg det er – uden egentlig at vide en døllefjellemusse om det. Jeg tror de holder til dér, fordi de har et fantastisk udsyn over terrænet. Byttedyr er der jo masser af på de omkringliggende marker, og det har de fundet ud af.
Næsten hver dag ser jeg to musvåger (igen – ???) deroppe. De sidder og troner ganske stille og majestætisk; rør ikke en fjer på sig, selvom man kører eller går ganske stille forbi. Nogle få dage har jeg set fire sidde spredt ud over marken.
Men i morges! I morges var der ikke to, ikke fire, men ni musvåger, spredt med rund hånd ud over landet.
Dét er et syn der er værd at gemme på. Og næste gang jeg skal forbi har jeg kameraet med i lommen.
Er den ikke smuk? Jeg er sikker på, at enhver kvinde i det ganske, danske land (og mere til) ville elske at have den hængende over skulderen. Den kan med sikkerhed sætte kulør på de kommende måneder.
Hvis du er lige så forgabt i den som mig, så klik! – og vupti er chancen der. Hvor heldig har man lige lov at være på en ellers ganske almindelig onsdag? :-)
Ta´ et kig forbi! Også selvom du ikke tror du vinder noget, for jeg lover at du ikke går derfra uden idéer :-)
