Viser opslag med etiketten bolchefremstilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bolchefremstilling. Vis alle opslag

fredag den 6. august 2010

Mislykket bolche fremstilling

Fatter og Lillepigen har lavet bolcher til den store fiasko-medalje.

Det blev fra start bestemt, at Mutter IKKE skulle blande sig, for hyggen ville gå helt væk, når hendes stress tærskel gik besærk.

Fair nok. Mutter blev sat ved computeren og hørte dem diskutere, finde dit og dat frem, varme op, skælde ud på hinanden.... ja og gøre præcis som Mutter ville have gjort: Gå i panik, når bolchemassen skulle klippes i fine ens stykker, inden den stivnede igen.

Til sidst måtte de alligevel have mutters hjælp, for det var selvfølgelig ikke bare små test-portioner, der blev lavet. Så der blev klippet bolcher og klippet bolcher, og ikke to af dem blev bare tilnærmelsesværdigt ens. Men smagen blev fin. Og da de klonkede mod hinanden som to sten, blev de hældt på glas med låg.

Så skulle Fatter brillere med honningbolcher med smag af Kongen af Danmark.

Mutter trak sig igen tilbage og hørte ( lidt skadefro ) den samme ballade udspille sig som første gang. Denne gang havde Fatter så bare fået fat i en for lille gryde. Hele molevitten kogte over, og der gik ild i både komfur og det viskestykke, som skulle kvæle ilden.

Så måtte Mutter igen op af stolen og ud og redde sit hjem. Og igen kom der en portion Kongen af Danmark bolcher ud af det.

Dagen efter var alle jordbærbolcherne som limet til hinanden og kan kun løsnes med noget skarpt. Og Fatters Kongen af Danmark bolcher har lidt en endnu grummere skæbne. De smeltede først sammen til et gigantisk holdkæft bolche og endte siden deres dage i skraldespanden.

Ingen af de sliksyge i familien har endnu ytret ønske om en ny omgang bolchefremstilling endnu.

På natbordet lige nu

På natbordet lige nu
Gode bøger