Viser opslag med etiketten tur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tur. Vis alle opslag

mandag den 17. marts 2014

Reimas jubilæumskollektion


For et par uger siden, før solen for alvor begyndte at titte frem, trodsede vi det våde forårsvejr og tog på cykeltur omkring den nærved liggende mose. Det var forholdsvis koldt, men Karla var i hopla og løb omkring. Jeg sætter stor pris på den slag gratis glæder, hvor vi som familie er sammen, og ikke mindst får frisk luft og røde kinder. 

Karla fik indviet sin fine nye overgangsflyverdragt Vacalis fra Reima i den flotteste røde farve. Den er produceret i anledningen af Reimas 70 års jubilæum og oser af retro. Faktisk minder snittet mig lidt om min egen barndom, så det er ren nostalgi. Flyverdragten er rummelig, så Karla kunne bedre løbe omkring end i den vatterede vinterflyverdragt, som vi netop har pakket væk.

Fordelen ved denne flyverdragt er at den har et aftageligt quiltet foer, som kan fjernes når det bliver lunere i vejret. Den er derfor perfekt her i det tidlige forår, hvor det stadig er koldt om morgenen, og kan bruges helt hen i efteråret - indtil det er tid til at finde vintertøjet frem. Modsat almindeligt termotøj, som mange bruger som overgangstøj, er flyverdragten både vind- og vandtæt - hvilket vi for alvor får brug for, når Karla om ikke så længe starter i børnehave. De har nemlig en turnusordning, hvor de enkelte stuer på skift fungerer som udflytter/skovbørnehave i en 3 ugers periode - og jeg forventer mig at få en godt beskidt Karla hjem, som gerne skulle være både varm og tør hele dagen. 

Den er en del af en kollektion bestående af flyverdragt, bukser og jakke; alle med aftageligt quiltet foer, store lommer og reflekser. De fås alle desuden i en flot navy, en fræk gul og en diskret grå.
Dette indlæg er sponsoreret, 
men meninger og holdninger er mine egne - og Karlas.

torsdag den 13. februar 2014

Turen går til Århus


I dag er min dag. Jeg skal nemlig en tur til Århus og se nærmere på Pomp de Lux's forårs- og sommerkollektion, og i kan tro jeg glæder mig. Herhjemme har vi længe været fan af Pomp de Lux; i starten til Bonus og nu også til Karla - og så er det jo prismæssigt til at komme i nærheden af. Tror faktisk jeg har købt Pomp de Lux siden Bonus passede en str.3-4 år og nu er hun altså lige fyldt 8 år… Nu kan Karla snart passe noget af det første jeg købte – som kvalitetsmæssigt har holdt både farve og pasform.

I skrivende stund sidder jeg i toget tværs gennem Danmark - jeg har nemlig besluttet at gøre en tur ud af det, nu hvor jeg har både tiden og muligheden. Jeg glæder mig til at gense Århus; indsnuse lidt stemning fra latinerkvarteret og måske smutte en tur på Kählers Spisesalon. Derudover skal jeg mødes med nogle skønne blogdamer, både nye og velkendte. Det bliver en god dag :)

mandag den 23. september 2013

Søndagstur


I går pakkede vi Karlas løbecykel i bilen og kørte en tur i Frederiksberg Have. Vi nød de flotte efterårsfarver, så på elefanter, spottede suttetræet, som Karla var meget optaget af. Hun puttede dog straks sin egen i lommen - er endnu ikke med på idéen om at hendes skal op hænge ;)  Vi samlede kastanjer i massevis, som er nu medbragt i vuggestuen, og  formentlig bliver forvandlet til dyr i løbet af dagen... Karla sov efterfølgende i 3,5 time (!!), hvor jeg nød lidt alenetid foran symaskinen - en perfekt søndag!