Når afskeden trækkes i langdrag

ADVARSEL: Dette indlæg handler ikke ret meget om haver.

...

Det er svært at sige farvel.

Det ved alle, der har prøvet det.

Nogle mister deres forældre, deres kærester, deres børn.

Lige pludseligt er de revet bort fra én.

Og dér står man så alene.

Med sit farvel.

Det er forfærdeligt. Et chok, som føles ubærligt.

Og det føles nærmest uretfærdigt, at man selv eller de andre er til.

Når nu ens savn er så stort.




Andre mister langsomt. Ser livet sive ud af den, de elsker.

...

Mister lidt hver dag.

...

Det er det lange seje træk.

En sorg, der hele tiden er der. Som man ikke kan holde fri fra. Som trækkes i langdrag.

Hvor end man vender blikket hen, er den der. Den meget lange afsked.

Den kan blive ved i år -

mange år.

...

Alzheimer er de pårørendes sygdom siges det - og Gud ske lov er det de færreste, der selv er ramt af  sygdommen, der ved, hvor svært det er, at leve sammen med et menneske, der lider af Alzheimer.

...

Det er i det mindste en trøst, når sygdommen er tæt inde på livet af én. At den syge ikke evner at sanse omfanget af de pårørendes lidelser og sorg.

Og trøst, det er hvad man har brug for, når livet og den person, man kender og elsker, langsomt forsvinder. For altid.

Undskyld dette tunge indlæg, men det er bare ikke ret nemt at være min mor (eller mig) for tiden. Heldigvis har jeg min helbredende have. Og de "sorte blomster" (beklager billedkvaliteten) er mit bidrag til blogger-sommer-dillen. Ind til videre. ;)