At så og tro

At beslutte sig for noget 

er at overgive sig til fremtiden

At så en have til er at tro på den. 

Disse ord  har jeg noteret i min tænkebog en gang i januar sidste år. Det var da min have-gensyns-jubel tog et solidt livtag i mig og fik mig til at indse, at "hjælpen" ofte er lige ved ens side uden at man kan se den.

Eller lige udenfor ens vinduer. 

Nu hvor frosten har sat os mere eller mindre skak mat, hvad angår haveaktiviteter, kan jeg finde på mange ting:

• fotografering
• netsurfing
• havebogsredigering
• digtning(skrivning)
• haveblogging
• armchair-gardening
• dvd-kikning
• klargøring af såkasser
• skilteskrivning
• såning

Dagens indesyssel er: 

At skabe sig et overblik

Strukturere og planlægge

og: 

gøre andre glade

 

Selv GLAD på vej ind i

fremtiden

Giv tid - giv tid

Jeg ved godt at det her indlæg nok er provokerende for en del af jer... Men svar mig lige på, om du finder noget - overhovedet i naturen - som ikke tager sig en pause ind i mellem? 

Isblomst på min rude

Jo jo, jeg længes selv. Efter alt det liv og vækst, jeg finder ude i min helbredende have. Jeg har bestilt frø fra Tomson og Morgan og de kom i dag. 

Og jeg har bestilt rosenkatalog fra Austinroser, som jeg sad og så på 1. nytårsmorgen. (Hvad tænker jeg på? Men har især holdt klikfingeren i ave). Og de 1½ hyldemeter bib-bøger om countrygardening og økologiske haver og selvforsyning er på vej retur til biblioteket IGEN. (Det er bare nogle andre bøger end sidst, jeg skrev om det). 

Jeg drømmer og drømmer og længes og er ved at gå til.

Surfer på jeres haveblogsider især på maj, juni, julio og august.

Har set alle Geoff Hammilton etc. s Youtube-film.Og nu også alle jeres skønne nytårskavelkader...

Taster en blomst eller en rose ind på Google og klikker "vis billeder" og suger det ind som var det en cigaret efter et fabelagtigt godt måltid (skønt jeg ikke ryger længere).

Søvnløshed er ikke godt!

Men i nat kunne jeg ikke falde i søvn (igen). Og så slog det mig pludselig, at ALLE - naturen og også vi mennesker - har brug for en pause for at kunne fungere optimalt. 

Mozart - det nok største geni i musikkens verden - gik da også i stå i sine kreativitet og i sine kompositioner ind i mellem. Han "trak nogle gange stikket ud" og gik ud og flirtede med damer eller spillede pool og spillede åndsvag. Men pause var det. Inden han igen gik ind og var kreativ. Og skabte noget af det mest henrivende fabelagtige musik, der findes.

Fortæl mig lige: Hvordan skal naturen så kunne blive ved med at skabe og skabe? Uden pauser?

Og hvordan skal vi selv kunne? Blive ved og ved. 

Det ved vi da godt, vi ikke kan, Ikke?

En sang fra højskolesangbogen toner i min erindring. Den er  fra "I sne står urt og busk i skjul" og handler om den lille fugl, der sidder alene på grenen i frostvejr og kvidrer:

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue

At befinde sig i livet - i starten af Januar - 

ER pause. 

Simpelthen. 

Og sådan skal det altså bare være. 

Punktum. 

Milde vintre eller ej.

Mine juleroser blomstrer også. Mine forskellige forårsløg stikker hovederne op. Persillen blier ved med at skyde. Og roserne står i knop. Adskillige af mine såede stauder har nikket "goddag" og hver morgen bliver jeg vækket af fulgefløjt fra en enlig men morgenfro solsort.

Det er snart prikletid

Ligesom i jeres haver. 

MEN: 

Lad jer nu ikke forvirre!

Frost er GODT

Jeg ved, de vil klare det, fulge, blomster, spirer og mennesker. Selvom der kommer en periode med frost eller barfrost.

Faktisk vil jeg hilse frost velkommen. Den løsner den bundne jord. Den tar livet af skadedyr, snegleæg svamp og andet utøj.

Og den giver os havefolk en pause, hvor vi kan søge ned og ind
Istedet for op og ud.

Foråret skal nok komme.

Det gør det jo altid.

Hver ting til sin tid!

Fulgen ved, hvad den synger om-. Det ligger i ur-generne.

Kan i se alle de små nye skud?

Kom eftertænksomhed

Kom pause

Kom kræfter

Det som skal komme - om at gå i vinterhi

3. advendtslys er allerede tændt

og bunken af havebøgerne er på vej tilbage på biblioteket. Halvedelen af kalenderlyset skal brændes ned i dag og der skal blødes safran op og sættes dej over til Luciabrød.

Tiden går, men året er jo heldigvis rundt. (Bare ikke min advendtskrans - damn).

For alt vender tilbage - i en eller anden form. Og det er overlever jeg ved at tænke på. At foråret og sommeren vender tilbage. Igen.


Advendt - betyder jo "det som skal komme". Alt det skønne. Kærligheden. Væksten. Livet.

Honningrose Helenae Lykkefund

Skønne oplevelser
Vi kan også genkende ordet advendt fra adventure - en eventyrlig oplevelse.

Og sådan nogle tror jeg, der kommer mange af.... i året som skal komme.

Jubilee Celebration

I min have, som i din. I Danmark,i Blogland og i verden.

Jeg selv har f.eks. sat en del roser (jo jo, der kommer mere om dem), og har netop fået forhandlet min drøm om et hvidt skagensstakit i baghaven til afskærmning mellem bagterrasse og køkkenhave igennem med min mand.

Det bliver SÅ godt.

Tænk på alle de (flere) roser og lathyrus, jeg kan plante for foden af det. Eller skal det være lavendler, som jo både dufter og holder utøj væk? Eller begge dele? Og hvilke?

Der er nok at spekulere over, når man ligger med lukkede øjne og ikke kan andet. Jeg er nemlig begyndt på intensiv samsynstræning og det er sejt. (Man går med klap og ligner Black Mamba).

Men altså.
Det gjorde mig modløs og ked af det. Lå jo bare og lå og kunne ingenting, fordi min dumme hjerne blev overloadet. Kunne ikke se skarpt eller skifte fokus. Det ene øje gjorde (gør) ondt og det andet ser tåge.

Kunne faktisk bare ligge med lukkede øjne. Og prøve på ikke at være svimmel. Hvilket så gør det hele meget værre.

 Men så kom jeg i tanker om kodeordet:

Accept. 

Undskyld hvis jeg lyder lidt frelst.
Men det er altså sådan jeg kommer videre.

Accept af tingenes tilstand. At forlige sig med, hvordan det hele er, og måske oven i købet finde derhen, hvor man glæder sig over det. Ikke direkte nemt. Men føles som en kæmpe lettelse.

Naturen er så klog
Det er den altså. Bliver overrasket over noget, jeg godt vidste. Igen og igen.
Den har fundet ud af det for længst. Gode gamle bedstemor piletræ. Og lille blå anemone. Gærdesmutten, pindsvinet. Og Stauderne.

Den går i hi. Den samler kræfter hen over vinteren, regenererer, for så at "komme igen" med fornyet kraft, energi og glæde om nogle måneder eller 3.

Så det er nok det, der er meningen? Tænker jeg....

• At finde - og holde - fokus
• At acceptere tingenes tilstand

og

• At samle kræfter til alt det, som skal komme.