onsdag den 29. januar 2014

Mandelmarengsbunde/makronbunde

Den her bund bruger jeg tit i bunden af en lagkage - det giver dejlig knas og bid i kagen...


Til 2 bunde skal du bruge:
150 g nødder eller mandler -groft hakket eller fintmalede, alt efter hvilken konsistens man vil have...
150 g sukker
½ tsk bagepulver
4 æggehvider

Hak nødderne/mandlerne fint eller groft.

Pisk æggehviderne stive med haldelen af sukkeret.

Bland de hakkede nødder/mandler med sukker og bagepulver og vend nøddemassen i de stiftpiskede hvider med en let hånd.

Fordel marengsmassen på et stykke bagepapir i den størrelse som bunden skal have - tegn evt. en cirkel på bagepapiret så bunden bliver perfekt rund.

Bages ved 175 grader i 25 minutter.

Her i denne kage er den nederste bund en mandelbund.






søndag den 26. januar 2014

Lagkagebunde

Lagkagebunde er dejlig nemme at lave og det smager bare SÅ meget bedre med friske hjemmebagte bunde end købebunde...

Du skal bruge:
3 æg
125 g sukker
1 spsk vand
50 gmel
50 g kartoffelmel
½ tsk hjortetaksalt

Æggene og sukkeret piskes luftigt til det skummer og bliver lyst.

Vandet piskes i.
Mel og hjorttakssalt vendes i.

Dejen hældes i 2 - 3 smurte springforme og bages straks.

Bundene bages ved 225 grader i ca. 5 minutter til de er gyldne og gennembagte.

Her er bundene bagt i en firkantet form og lagt sammen.





lørdag den 25. januar 2014

Flødekarameller med havsalt

Til jul lavede vi karameller - de bedste karameller ever......

Du skal bruge:
300 g sukker
150 g farin
150 g lys sirup
150 g smør
3 dl piskefløde
olie til formen
1 tsk. flagesalt


Kom sukker, farin, smør, fløde, salt og sirup i en gryde, og lad det hele koge op. Lad massen simre over middel
varme. Rør indimellem hvis nødvendigt, men brug en træske. Lad karamelmassen blive 123°. Det tager ca. 30 - 40 minutter.
Hæld karamelmassen i en smurt form på ca. 18 x 18 cm. Lad karamellen køle helt af i køleskab, helst til næste dag. Skær den i terninger, og pak den i en lufttæt dåse.



fredag den 24. januar 2014

Konfekt med nougat, marcipan og mandler

De her konfektstykker lavede jeg til - set på Odensemarcipan.dk - det er virkelig et godt stykke konfekt og bestemt et jeg vil vende tilbage til de næste par år!

Du skal bruge:
400 g marcipan
200 g nougat
100 g mandler
100 g mørk chokolade


Hak mandlerne og rist dem på en bageplade i ovnen ved 150 grader i 15 minutter til de er let gyldne.

Rul imens marcipanen ud, og læg den herefter i en firkantet form - eks. 22x22 cm.

Smelt nougat over vandbad og bland med  de hakkede mandler. Hæld nougatmassen over marcipanen, så nougaten bliver ca. 1 cm højt – eller efter ønske. Sæt den på køl indtil den er fast (ca. 30 minutter).

Temperér den mørke chokolade inden den smøres på toppen af den faste nougat.

Lad det størkne og tag derefter det store stykke konfekt ud af formen og vend det på hovedet. Herefter smøres chokolade hen over marcipanen.

Når chokoladen er størknet skæres konfekten ud i den ønskede størrelse.




onsdag den 22. januar 2014

Kylling med æbler og hytteost

Det her er en yderst lækker opskrift jeg fandt på arla.dk - tilsatte lige lidt hvidløg, da jeg elsker smagen af hvidløg og jeg synes at det ville klæde retten godt...

Til 4 personer skal du bruge:
25 g smør
4 kyllingefileter (a ca. 150 g)
½ tsk groft salt
friskkværnet peber
3 æbler
450 g Hytteost 4%
50 g pinjekerner
1 dl grofthakkede friske basilikumblade
1 spsk fintrevet citronskal (usprøjtet)
1 fed hvidløg i små tern

2¼ liter vand
2¼ tsk groft salt
300 g tørret spaghetti

Smelt smørret gyldent i en pande. Brun kyllingefileterne ca. 1 min. på hver side og drys dem med salt og peber.

Stik kernehuset ud af æblerne med en udstikker. Skær æblerne i tynde skiver. Fordel æbleskiverne i bunden af et smurt fad. Læg de brunede kyllingefileter oven på æblerne. 

Bland hytteost, pinjekerner, basilikum, hakket hvidløg og citronskal og fordel halvdelen af blandingen på de 4 kyllingefileter. Gratiner midt i ovnen.

 Bring vand tilsat salt i kog i en gryde. Kog spaghettien 8-10 min. til den er mør uden at være blød.

Hæld vandet fra spaghettien og bland den med resten af hytteostblandingen. Læg låg på gryden og vent et par minutter inden du serverer.





tirsdag den 21. januar 2014

Nytårsmenuen 2013

Her kommer lige en opsamling på vores super lækre nytårsmenu...

Til forret fik vi jomfruhummerhaler og tigerrejer bagt i ovnen i 10 minutter med hvidløgskryddersmør og hvide asparges - mums det var en super lækker forret!



Til hovedret fik vi amerikanske okseculotter med kartoffelroulade og lækker salat til - ØV fik ikke taget billede af det super lækre kød. Jeg sværger til det amerikanske kød - det smager bare super lækkert og det er super mørt.

Og til dessert den dessert jeg tidligere har beskrevet her på bloggen - Chokoladekræmmerhuse med jordbæris, indbagt mokka/chokoladeis og karamelis i karamelkurve...




søndag den 19. januar 2014

Grønkålssmoothie med ananas

Den her smoothie er på ingen tid blevet vores yndlingsdrik herhjemme - jeg så en udsendelse fra frihuset, hvor jeg ikke lige fik set det fra start af, men jeg tror jeg fangede de ingredienser, der skulle i  - mængderne har jeg selv fundet frem til...

Et boost af vitaminer og dejligt sunde ting......

Til ca. 4 smoothies
2 gode håndfulde hakket grønkål
2 tykke skiver ananas
4 dadler
20 mandler
1 dl appelsinjuice
1 spsk citronsaft
Koldt vand - alt efter hvor tynd man vil have den

Alle ingredienserne blendes til en smuk lysegrøn smoothie - hold igen med vandet og tilsæt lidt efter lidt, til du har den ønskede konsistens...